Fredag den 1.juli
Idag stod vi tidligt op, det vil sige klokken 6.30, Store Jacob lavede en dejlig havregrød som blev spist rub og stub. Efter morgenmad blev der vasket op, pakket tasker og så drog vi afsted på vores vandring.
Vi gik ned til centrum og tog bussen ud til den anden ende af byen. Vi fik lidt hjælp til hvor vi skulle af, af en af de andre passagerer og han sagde vi bare skulle sige til chaufføren at vi skulle af der hvor de sælger øl. Det gjorde vi og vi blev sat af og den venlige buschauffør viste vejen ned til ølsalget. Vi måtte skynde os at sige at vi altså bare skulle gå til Kirkjubøur. Det grinte vi lidt af. Vi fandt stien som var godt afmærket med varder, og vi klatrede sikkert opad mens der blev lagt mange sten på varderne undervejs.
Ib, Julie og Maria gik med næsen i jorden meget af vejen og ledte efter “diamanter” (pæne sten). Drengene havde fart på og vandrede derud af. Vi kom forbi en meget gammel talerstol af sten, og pludselig dukkede Koltur op bag en bjergryg.
Solen skinnede og der var ingen skyer så vi kunne se langt. Både Sandoy, Hestur, Koltur og Vagar kunne vi nyde synes af mens vi holdt chokolade pause. Afsted videre gik det indtil nedstigningen ved Kirkjubøur som var stejl og smal.
Ned kom vi og frokosten blev nydt i bagende sol ved siden af den gamle domkirkeruin. Inden vi gik videre så vi ruinen, kirken og de 2 meget små toiletter der var i byen. Vi gik ad landevejen mod Velbastadur og undervejs så vi en hest som vi ikke kunne finde ud af om stod på den rigtige eller forkerte side af hegnet.
Mens vi stod og funderede kom en ismand forbi og delte is ud til os. Mums. Han havde en FTZ jakke på og Julie siger at så ved hendes forældre han er en bilmand.
Vi ville finde en sti mod Torshavn men den var der ikke så vi gik hele vejen ad landevejen indtil vi nåede udkanten af Torshavn hvor vi kunne tage bussen og hvile fødderne. Inde i byen splittede vi op og aftalte at mødes til spisetid inde i byen.
Drenegene tog mødestedet meget alvorligt og sad derfor lige midt i en lille rundkørsel med fødderne godt trukket op så bilerne kunne passere forbi. Toms førte an med bussen ud til SMS (et indkøbscenter) hvor der blev spist store menuer på Burger King. Lige hvad vi kunne bruge.
Der blev handlet til morgenmad og efter noget tids diskution om vidt skulle tage bussen eller ej, endte det med at vi gik ud til campingpladsen da vi ellers skulle sidde og vente 1 time på bussen. Marie og Julie gik døde i teltet med det samme, drengene hyggede sig på klipperne ved campingpladsen og de voksne benyttede muligheden for et dejligt varmt bad. Alle var i poserne klokken 23. Julie havde lovet at fortælle godnat historie på Italiensk, men da det kun var Ib der var vågen blev det udskudt. Ib græd sig selv i søvn fordi han ikke fik nogen historie.